Ny bog på tegnebrættet (2)
Kristian Emil Larsens historie er også en del af bogen om de sene udvandrere. Han rejser fra Danmark i 1906 og lever en stor del af sit liv som farmer i staten Wyoming. I en meget moden alder skriver han til en søster:
Moorcroft, August 28, 1950
Kære søster og familie
… Ja, det er jo ikke saa godt med Mor, men det er ogsaa en høj Alder. Nu er det jo snart hendes Fødselsdag, og nu haaber vi, at hun må have faaet Pakken. Hvis vi rigtigt kommer i Krig, kan vi jo ikke sende noget mere. Der er mange af de unge, der er blevet kaldt ind nu, men vi haaber, at vore Sønner maa blive fri denne gang.
Vi er ved at tærske i denne Tid, vi bruger Tærskemaskine og Selvbinder, men de fleste Folk bruger dem, der gør det hele i Marken. Der er ingen, der bruger Heste. Vore Kreaturer gaar løs på Græsgangen, vi har Pigtraadshegn udenom, men det er store stykker, saa vi er nødt til at have en Ridehest, naar vi skal have dem ind.
Ja, nu er det mange Aar siden, jeg rejste hjemmefra, jeg har set meget og prøvet meget, men naar I bare er tilfredse derhjemme, saa er det lige saa godt dér som nogen Steder. Her har Folk altid travlt, alting skal gaa i en fart, så Folk har ikke tid til at være tilfredse.
Mange hjertelige Hilsener til dig og din Familie. Din Broder Chris