Forfatter: Anne Holm Christensen
Da Bertil Widerberg bliver født i en fiskerfamilie ved Ringsjöen i Skåne i 1930, står det ingen steder skrevet, at han skal komme til at leve sit liv som kunstner i København. Vejen går over klaverstudier på Musikkonservatoriet i Malmö, tidlige år som dekoratør og reklametegner samme sted og endelig en solid uddannelse på Kunstakademiet i København med lærere som Aksel Jørgensen og Olaf Rude.
Bertil Widerbergs liv bliver på flere måder anderledes, end hans omgivelser har forestillet sig, men gennem vedholdende eksperimenteren inden for oliemaleri, tegning, grafik, akvarel m.m. og talrige udstillinger i ind- og udland finder han sit ståsted i kunsten. Samtidig møder han sin partner for livet.
Bertil Widerberg – en kunstners liv og værker er på én gang en livsfortælling med beskrivelse af tiden fra 1930 til i dag og et billedværk, hvor vi præsenteres for tæt ved 200 af kunstnerens værker. Selv siger han om sin kunst:
Jeg maler for at fortælle mine medmennesker, hvor smukt og fantastisk alt er, som omgiver os.
Kunst (musik, maleri, poesi) er kunst for sin egen skyld. Skal opleves, skal sætte noget i gang hos os. Noget livet indeholder, som ryster os, som ej kan forklares. Vi begynder at ane en organisme, som intet svar har. Fascinationen ved det uforståelige skaber kunstneren.
I en alder af 88 år fortsætter malergerningen:
Jeg har mange gange tænkt at opgive at male, men jeg kan ikke. Jeg må male…
Jeg vil kede mig, visne hen og vel også dø…
Forlaget Historia
Antal sider: 216
ISBN 978-87-936636-3-3
Sidestørrelse: 210 x 210 mm
Indbundet + smudsomslag
Kan lånes på biblioteket som fysisk bog.
Udkom 24. november 2018